Stjernenat
Linas JuozenasDel
En stjerneklar nat
En lille rejse fra én mørk himmel til ørkener, oceaner, fjerne verdener, ufærdige rumfartøjer, magi – og tanker om, hvad det egentlig er værd at bruge sin tid på.
Ved I hvad, i aften kiggede jeg op på himlen.
Den var usædvanligt mørk, og der var så mange stjerner, at himlen et øjeblik slet ikke virkede tom.
Den virkede grænseløs.
Et stykke tid stod jeg og kiggede op, og så – som det oftest sker – begav mine tanker sig ud på en rejse før mig selv.
Jeg åbnede „Google Maps“ og vandrede rundt i forskellige afkroge af Jorden: ørkener, skove, oceaner, bjergkæder og enorme åbne sletter. Steder, hvor der tilsyneladende næsten ikke sker noget, selv om der under stilheden kan gemme sig mineraler, energi, vand, historie, liv og muligheder, som ingen endnu har lagt mærke til.
Så kiggede jeg på kort over Månen.
Bagefter – til Venus.
Og et sted mellem en lille mark på Jorden og en anden planet blev én tanke meget klar:
Der er i virkeligheden ikke meget tid til meningsløse ting.
Tiden vil alligevel gå.
Nætter bliver til morgener. Årene bevæger sig fremad. Mennesker bliver ældre. Generationer skifter. Problemer, der i dag virker utroligt vigtige, kan til sidst forsvinde og give plads til helt andre.
Så hvis tiden alligevel bevæger sig fremad, ville jeg hellere bruge min på noget, der fører et sted hen.
Jeg ville hellere bruge min tid på at lede efter steder, hvor der kunne gemme sig nyttige malme og materialer. Jeg ville tænke over, hvor teknologier kunne overføres, og hvordan viden kunne hjælpe mennesker og lokalsamfund med at udvikle sig hurtigere.
Jeg ville lede efter dem, der endnu ikke havde nået at se, hvor bred verden virkelig er, og forsøge at åbne vejen for dem til værktøjer, videnskab, ingeniørkunst og muligheder, som de måske ikke engang vidste eksisterede.
Så ville jeg samle flere hjerner og flere hænder omkring ét bord. Sammen kunne vi beregne, hvor mange materialer der skulle bruges til et rumfartøj, hvor tungt det kunne være, hvor tyk dets beskyttelse skulle være, og hvordan man bedst kunne beskytte de mennesker, der rejste med det.
Derfor er det så vigtigt for mig at færdiggøre Den Globale Vidensbue. Den kunne blive et fælles vidensgrundlag, som vi kunne bruge til at begynde og fortsætte vores ingeniørarbejde. Hvis vi opdagede en fejl, fandt et hul eller havde brug for mere viden, kunne vi opdatere den, så vi alle forstod, hvad vi ved, hvor vi står lige nu, og hvad der skal gøres som det næste.
Sammen ville jeg fortsætte med at udvikle hjemmesiden som en levende optegnelse over vores rejse – et sted, hvor alle kunne se, hvor langt vi allerede er nået, hvad vi arbejder på lige nu, og hvad vi stadig mangler at skabe.
Med dette fælles grundlag kunne vi stille endnu større spørgsmål. Hvordan bør vi lagre energi? Hvordan kunne man dyrke mad på steder, hvor den aldrig før har groet? Hvordan kunne maskiner reparere andre maskiner? Hvordan kunne det, der i dag lyder umuligt, gradvist blive til almindelig ingeniørkunst i morgen?
Ikke enhver rejse behøver at foregå i den fysiske verden. Jeg ville også bruge tid på at meditere og leve i bevidste drømmes universer og dele mine opdagelser, når jeg vågnede, med dem, der ikke selv kan rejse dertil.
Jeg ville tilbringe tid sammen med de mennesker, jeg elsker – vi ville støtte hinanden, tage os af hinanden og sammen skabe en bedre verden for os alle. Jeg ville knytte meningsfulde forbindelser til nye mennesker og samle flere hjerner, hjerter, erfaringer og muligheder.
Og måske vigtigst af alt – jeg ville fortsætte med at udvikle helbredelseskunsten, så jeg kunne tage mig af andre og være virkelig nyttig, når der var brug for det. Men den tid er allerede kommet, selv om alt dette er vanskeligt.
Sådan ville jeg vælge at tilbringe mit liv: med at søge, lære, skabe, udforske, knytte forbindelser og helbrede – blandt mennesker, der oprigtigt elsker hinanden og tager sig af hinanden, mens vi sammen skaber en verden for os alle.
Disse spørgsmål virker langt mere levende for mig end de fleste hverdagsdramaer.
På den anden side strækker et enormt univers sig ud.
Så meget er stadig skjult.
Der er stadig så meget, vi skal forstå, skabe og opdage.
Og måske ved jeg, hvad der mangler.
Flere mennesker.
Flere hjerner omkring ét bord. Flere skabende hænder. Flere mærkelige idéer, der bliver til prototyper, flere prototyper, der bliver til maskiner, og med tiden – måske også flere maskiner, der bliver til rumskibe.
Og magi.
Magi er jo min ting, ikke?
Ja. Jeg tror, at magi er min drivkraft.
Ikke nødvendigvis magi som en flugt fra virkeligheden eller kun magi i betydningen helbredelse. Jeg mener den slags magi, der lader os mærke virkeligheden gennem kærlighed. Følelsen af, at der stadig er noget at skabe, noget ingen endnu har forstået, noget man kan opdage, lære, helbrede, bygge eller forandre.
Det er den del af mig, der ser på noget almindeligt og straks begynder at overveje, hvad det ellers kunne blive til.
En tom mark bliver til et laboratorium. Et mærkeligt mineral – et spørgsmål. Et stykke metal – en maskine. Et kort – en rejse. Et mørkt punkt på himlen – et sted, vi måske virkelig kunne nå.
Måske er det netop dér, jeg burde være – et sted mellem fantasi og ingeniørkunst, hvor umulige ting i et stykke tid får lov til at eksistere, indtil nogen finder ud af, hvordan de kan skabes.
Jeg forestiller mig store borde dækket af tegninger, værktøjer, mineraler, ufærdige prototyper, mærkelige beregninger, computere, ledninger, tekopper og mennesker, der løser problemer sammen.
Flere mennesker, end der er omkring mig nu.
Et større hold.
Én har forstand på fremdriftssystemer. En anden på materialer. Endnu en på biologi. Nogen forstår energi, maskiner, elektronik eller software.
Nogen ved noget, jeg aldrig har lært. Nogen opdager en fejl, som alle andre overså. Nogen stiller et mærkeligt spørgsmål, som ingen havde tænkt på.
Og pludselig bliver en idé, der var umulig for ét menneske, blot vanskelig for et hold.
Et sted bag disse borde kunne der stå eksperimentelle maskiner, ufærdige rumskibe og ting, der endnu ikke har fået passende navne.
Måske bliver ét rumskib til to.
Måske ender hele hangaren med at være fyldt af dem.
Forskellige projekter. Forskellige formål. Maskiner til Jorden, maskiner til kredsløb, maskiner beregnet til steder langt uden for hjemmet.
Der ville sikkert også forekomme fiaskoer.
Eksperimenter, der skaber mere røg end fremskridt. Beregninger, der må udføres igen. Dele, der kategorisk nægter at fungere, som de ifølge tegningen burde.
Nogen griner. Nogen finder et andet værktøj. Nogen siger: „Nå, nu ved vi i det mindste, at det ikke virker sådan.“
Og så prøver alle igen.
Måske er der nogen, der husker maden, når alle andre allerede har glemt tiden. Måske kommer nogen med te. Måske lægger nogen mærke til, at himlen er usædvanligt klar, og inviterer alle udenfor i et par minutter.
Og ja, måske sker det netop, mens jeg er helt opslugt af en eller anden tegning, beregning eller halvt samlede maskine, at blide hænder pludselig omfavner mig bagfra.
Bare et øjeblik.
Ingen stor forstyrrelse. Alt behøver ikke at blive til en historie.
Bare en lille påmindelse om, at der findes mennesker omkring os, og at livet også eksisterer uden for beregningerne.
Og så – tilbage til rumskibet.
Måske mangler jeg ikke et roligere liv, men et større.
Flere mennesker.
Mere teamwork.
Mere viden, der frit bevæger sig fra ét sind til et andet.
Flere værksteder, laboratorier og mærkelige projekter, der kræver, at hver deltager i dag bliver en lille smule bedre, end vedkommende var i går.
Flere steder, hvor nysgerrighed er nyttig.
Flere rumskibe.
Mere magi.
Ikke magi i stedet for videnskab.
Magi som gnist før videnskaben.
Det, der får et menneske til at se på en alment accepteret grænse og stille spørge, om den virkelig behøver at blive dér.
Først – forundring.
Så – et spørgsmål.
Så – en beregning.
Så – en prototype.
Så går der sandsynligvis ild i noget.
Så endnu en beregning. Endnu en tegning. Endnu et par hænder. Endnu et forsøg.
Indtil det en dag, som engang kun eksisterede i nogens fantasi, allerede står på værkstedsgulvet.
Og måske er det endnu en ting, der minder om magi – at gøre noget, der ikke fandtes før, til noget, der eksisterer.
Måske kan vi bygge rumskibe og stadig sidde udenfor under stjernerne.
Måske kan vi beregne tykkelsen på strålingsbeskyttelsen og stadig huske at spørge, om alle omkring bordet har det godt.
Måske er de bedste fremskridt ikke, når vi bliver koldere eller mere maskinagtige, men når vi kan skabe ekstraordinære ting uden at miste vores nysgerrighed, fantasi, venlighed og hinanden.
At lære. At skabe. At udforske. At undres.
At dele viden. Løse problemer. Grine, når noget mislykkes. Hjælpe, når det bliver svært. Prøve igen.
Og en gang imellem at lægge værktøjerne og beregningerne til side længe nok til, at vi alle sammen kan gå udenfor og se på de stjerner, vi prøver at nå.
Måske er det tættere på den retning, jeg prøvede at beskrive.
Ikke at flygte fra verden. Ikke at forsøge at overhale tiden.
At finde menneskerne, viden, værktøjerne og modet til at bruge den tid, vi har, mere meningsfuldt.
At skabe en verden med mere nysgerrighed end drama, mere samarbejde, mere kreativitet, mere videndeling, flere seriøse forsøg på at føre umulige idéer ud i livet – og flere stjerner, der langsomt bliver til rejsemål.
Lidt videnskab. Lidt ingeniørkunst. Masser af arbejde.
Flere mennesker omkring os. Flere rumskibe forude.
Og nok magi til, at vi bliver ved med at overveje, hvad vi kan skabe som det næste.